Introduktion:
Klinikken har uddannelseslæger i klinisk basisuddannelse og i speciallægeuddannelse i Almen Medicin. Vi har også medicinstuderende i korte ophold.
Du får tildelt en primær tutorlæge. Alle faste læger i klinikken er tutorlæger, og deltager til den daglig supervision, som vi prioriterer højt. Vi deler gerne af vores egen viden og egne erfaringer, og omvendt glæder vi os over at blive opdateret af helt nyuddannede læger til gavn for vores patienter.
Lokaler:
Historisk:
Næstved Lægecenter har eksisteret siden 1974, først i lejede lokaler i Sct. Jørgens Park i Næstved. Den gang var vi 5 praksis med i alt 9 læger. I 2008 lukkede en 2-mandspraksis, og siden da har vi været 4 praksis, der samarbejder. I 2009 flyttede vi til Omøvej 7 i Næstved, hvor der blev bygget et hus på 2600 m2 i 4 etager (kælder, stue, 1. og 2. sal), som vi selv ejer. Vi lejer lokaler til en hudlægepraksis og ØNH-lægepraksis.
Nu:
I dag rummer Næstved Lægecenter 4 almen praksis med 3 kompagnoner i hver praksis og et fælles laboratorie. Alle klinikker har uddannelseslæger, som giver mulighed for yngrelæge-fællesskab internt i huset med fælles frokost og undervisning.
Vores praksis ligger på 2. sal. Vi er 3 faste speciallæger i Almen Medicin, 3 sygeplejersker, 1 social- og sundhedsassistent og 1 sekretær. Vi har alt fra 1-4 uddannelseslæger tilknyttet praksis.
Laboratorie:
Alle 4 praksis driver i fællesskab et laboratorie med ansatte bioanalytikere. Laboratoriet ligger i stue-etagen og bioanalytikerne tager blodprøver, laver urinanalyser, EKG, lungefunktionsundersøgelse mm. De fleste analyser laves i laboratoriet, resten sendes dagligt til Centrallab på Næstved eller Slagelse Sygehus. Laboratoriet er åbent daglig fra 8-14:30. Der er mulighed for akutte infektionstal og EKG hver dag indtil kl 16. Lungefunktionsundersøgelse og ikke akutte EKG'er er efter tidsbestilling.
Kantine:
Vi har kantine i stueetagen, hvor vi spiser fra kl. 12.30-13.00. Vi prioriterer højt at gå fælles til frokost, hvor hele huset møder hinanden en gang om dagen. Der er madordning, som koster 300 kr./md, resten betales af klinikken. Hvis du ikke ønsker at være med i frokostordningen, kan du tage din madpakke med i kantinen. Der er mulighed for at varme mad i mikrobølgeovn. Yngre læger fra alle praksis samles omkring samme bord hver tirsdag.
Depot:
Der er fælles depot på 1.sal, hvor der er forbindingsstoffer, attester, sprøjter, handsker osv.
Andre i huset:
ØNH-læge Lisa Barfoed og dermatolog Michaela Bruhns
Åbningstider:
Klinikken har åbent dagligt fra 8-16, onsdage 8-17
Vores vision/værdigrundlag:
Fælles for hele huset er vores visioner:
- Høj fælles faglighed og kvalitet
- Åbenhed, tillid og respekt
- Arbejdsglæde og engagement
- Dynamik og fremsynethed
I klinikken har vi præciseret vores visioner, vi ønsker at være en klinik:
• Der arbejder som et team med plads til individuelle forskelligheder
• Med høj faglighed
• Med høj arbejdsglæde hvor alle medarbejdere og patienter kan mærke en god stemning
• Der er økonomisk ansvarlig og er effektiv og omstillingsparat
• Med god og synlig ledelse
Klinikkens værdigrundlag
• Vi udnytter at individerne i teamet har forskellige forcer og ressourcer, hvilket styrker arbejdet hen mod det fælles mål. Vi har respekt for individernes forskelligheder, hvilket vi ser som en styrke frem for en udfordring. Vi efterlever det ved at være rummelige og give plads til personlige forskelligheder. Vi sørger for at alle bliver hørt.
• Vi holder os ajour og arbejder i henhold til gældende kliniske vejledninger. Vi deltager alle i kurser og anden efteruddannelse indenfor hvert vores fagområde. Vi implementerer nyeste viden i vores hverdag. Vi bruger modeller der hjælper os med at håndtere vores kroniske patienter.
• Vi ønsker at alle oplever glæde ved at gå på arbejde hver dag, og at alles ressourcer udnyttes på bedste og mest meningsfulde vis. Alle mødes med respekt og omsorg i klinikken. Vi er gode til at spørge ind til hinanden og bakker op omkring hinanden. Vi laver arrangementer hvor det sociale er i højsædet.
• Vi har en sund økonomi i klinikken med fokus på både indtægter og udgifter. Vi bruger tid og ressourcer mest hensigtsmæssigt, og vi sætter os ind i overenskomsten og bruger denne i dagligdagen. Vi er omstillingsparate i forhold til nye aftaler fra centralt hold.
• Ledelsen udstikker klare strategier og retningslinjer, er synlige i den daglige drift og har en klar og entydig kommunikation. Der sættes fokus på og tid af til ledelse i hverdagen.
Vi tilbyder til vores uddannelseslæger:
· Fuldt udstyret lokale
· Alle faste læger har tutorlægeuddannelse, som alle aktivt deltager til daglig supervision.
· Meget forskellige patienter i forhold til alder og socioøkonomisk status.
· Løbende ad hoc supervision.
· Arbejde i en klinik med planlagte konsultationer formiddage og ”tid samme dag” om eftermiddagen.
· Daglig, skemalagt 30 min. supervision
· Hver 2. og 4. onsdag i måneden – undervisning for alle uddannelseslæger i hele huset; målet er at alle uddannelseslæger når at undervise 1-2 gange i løbet af deres forløb. Din tutor vil være med ved disse lejligheder, så du har mulighed for at få feed back på din undervisning. Der er ved disse fællesundervisninger også mulighed for netværksdannelse med de andre uddannelseslæger i huset.
· Fase 3 læger har mulighed for at deltage hver 3. onsdag i måneden i et administrativt møde for alle husets faste læger.
· Skemalagt opstartsamtale, midtvejssamtale og slutsamtale.
· Kompetancevurderinger løbende under opholdet.
· Vi samler alle uddannelseslæger i hele huset ugentlig til fælles frokost rundt om samme bord hver tirsdag for styrke fællesskabet blandt uddannelseslægerne.
· Mulighed for uddannelsesdag i en speciallægepraksis efter eget valg hos en af de lokale speciallæger; i vores hus er der mulighed for at besøge hudlæge og ØNH-læge.
· Vi er plejehjemslæger og der er mulighed for at få indblik i det.
· Du får mulighed for at følge med på hjemmebesøg og selv køre ud til det.
· Deltage i vores sociale arrangementer.
Vi forventer af vores uddannelseslæger, at:
· Du har lyst til at være en del vores klinik, både fagligt og socialt.
· Du bidrager til læringsdeling og udvikling.
· Du tager ansvar for egen læring; herunder møder velforberedt og selv er med til at opstille mål for daglig læring og personlig uddannelsesplan.
· Du har lyst til at have en sjov hverdag/arbejdsdag.
· Du har læst vores velkomstbrev, som du har fået tilsendt pr. mail forhånd.
· Du tager del i sociale arrangementer.
· Du har orienteret dig på Næstved Lægecenters hjemmeside.
Arbejdstider:
Mandag 8-16, Tirsdag 8-16, Onsdag 8-17, Torsdag 8-16 og Fredag 8-16 med en fridag hver 2. uge (ikke onsdage)
Hvis du ønsker dette anderledes, drøfter vi det gerne sammen.
Dagsprogrammet for uddannelseslægen:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag
Kl. 8.00-08.05: Vi mødes kort for at se dagens personale og gennemgår dagen
Kl. 8.00-09.00: Telefontid
Kl. 9.00-9.15: Kaffepause - fælles for alle læger på 2. sal
Kl. 9.15-9.45: Supervision
Kl. 9.45-12.00: Konsultationer / sygebesøg
Kl. 12.00-12.30: Administrationstid, opsamling
Kl. 12.30-13.00: Fælles frokost for hele huset i kantinen
Kl. 13.00-14.15: Konsultationer
Kl. 14.15-14.30: Kaffepause fælles for alle på 2. sal
Kl. 14.30-15.30: Konsulationer
Kl. 15.30 -16.00: Administrationstid, opsamling på dagen
Onsdag
Kl. 8.00-08.05: Vi mødes kort for at se dagens personale og gennemgår dagen
Kl. 8.00-09.00: Telefontid
Kl. 9.00-9.15: Kaffepause - fælles for alle læger på 2. sal
Kl. 9.15-9.45: Supervision
Kl. 9.45-12.00: Konsultationer / sygebesøg
Kl. 12.00-12.30: Administrationstid, opsamling
Kl. 12.30-13.00: Fælles frokost for hele huset i kantinen
Kl. 13.00-15.00: Konsultationer
Kl. 15.00-15.30: Kaffepause egen klinik
Kl. 15.30-16.30: Konsulationer
Kl. 16.30 -17.00: Administrationstid, opsamling på dagen
Inden opstart:
Du vil som uddannelseslæge, inden du skal starte hos os, modtage et velkomstbrev på mail. I brevet informerer vi dig om din kommende tutorlæge og opfordrer dig til at kontakte os ang. dine ferieønsker, kursusdage og arbejdstider, samt om du ønsker at deltage i vores frokostordning. Dit autorisationsID har vi brug for, for at kunne oprette dig i vores system. Uddannelsesprogrammet finder du fra vores og regionens hjemmeside.
Introduktionsperiode:
Introduktionsperioden er afhængig af dine tidligere erfaringer og behov. Generelt i løbet af den første uge vil du blive introduceret til huset og personalet. Du følger en af de faste læger og lærer konsultationsprocessen at kende. Du lærer at bruge vores computersystem WinPLC. Du starter selv med at bestille blodprøver og billeddiagnostiske undersøgelser samt lave og sende henvisninger. Du lytter med i telefontiden. Du vil starte med at få ganske få patienter på en dag med begrænsede problemstillinger. Når det praktiske er på plads, starter du med at få 3 patienter i timen. Over tid kommer du til at få mere komplekse patienter.
Vi glæder os rigtig meget til at have dig som uddannelseslæge i vores klinik.
Thomas Bojsen, Charlotte Kramer og Morten Lysdahl